
Tegning: Steen Damkjær
Kirken er bygget tilbage i sidste halvdel af 1100-tallet og blev dengang indviet til Vor Frue.
Indvendig ses der tydelige spor efter flere udvidelser i historiens løb. Tårnet er således sandsynligvis kommet til i renæsancen. Udvendig på sydmuren ses stadig spor efter et våbenhus, som fjernedes ved en istandsættelse 1863. Istedet blev tårnrummet nu indrettet til forhal. Tårnrummet har i øvrigt fra 1693 - 1793 været benyttet som skolestue. Kirken er påny istandsat 1941 ved arkitekt Axel Jacobsen.
Altertavlen er et nyere maleri: Kristus på korset. Alterstagerne er fra ca. 1650, udført i drevet messingblik. Den syvarmede lysestage er i 1922 foræret til kirken af fru Okholm, Ribe, til minde om hendes forældre, lærer Jens Jessen og frue, der var degnepar i Søllinge den sidste tredjedel af det 19. århundrede.
Døbefonten er romansk stenhuggerarbejde. På vestvæggen er der ophængt et maleri, Kristi opstandelse, kopi efter Carl Bloch, signeret H.H. Schou 1911. Dette maleri har siddet i altertavlen 1911 - 1941. På nordvæggen fem tavler med præste- og degnerækken, den ældste opsat 1699 af "den tredje lutherske degn", Henrik Henriksen, den næste fra 1781. Den sidste i rækken er fremstillet af Fritz Thode, Sdr. Højrup, i 1979- 450 året for den augsburgske bekendelse. I den anledning bærer tavlen Luthers våbenskjold.
I tårnet hænger en klokke fra begyndelsen af 1400 - tallet, støbt på stedet af klokkestøber Henrik Nielssøn. Klokken bærer en inskription på latin. Kun 'Ave M..' lader sig uden videre tyde, men sættes bogstaverne i rigtig rækkefølge, gemmes Gabriels hilsen til Maria i indskriften: Vær hilset, du benådede blandt kvinder.
Nummertavlerne er skåret af Emil Hansen, Ryslinge, og ophængt i kirken 1964.
Kristusfiguren på kirkens sydvæg, der er en formindsket kopi af Thorvaldsens 'Kristus' i Københavns Domkirke - er skænket til kirken af pastor Trojel, der var sognepræst ved kirken 1895 - 1916.
Kirkens orgel er fra 1963. Det har 4 stemmer og er fremstillet af Frobenius.
I skibet er i 1968 ophængt en model af skoleskibet Georg Stage. Det er bygget af falck-redder Arne Pedersen, St. Heddinge. Skibet er skænket af Hansine Larsen, som var født på Vådager i sognets sydlige del.
Kirkens lysekroner er fremstillet af smeden i Hudevad, Hans Rasmussen, i forbindelse med indlæggelse af elektrisk lys i kirken.
I våbenhuset findes en mindetavle over den i sognet fødte missionær Hans Poulsen, der efter et ophold på Askov højskole rejste ud for at forkynde evangeliet blandt rødkarenerne i det nuværende Burma. Her døde han 1886.
En anden mindetavle er sat over Anna Foltmar, der døde som missionær i Kina. Desuden ses en gravsten over præsteenken Cathrine Rønnow fra Ryslinge, der levede sine sidste år i Søllinge sogn.
I koret findes en gravsten over sognepræst Peder Lyckesen, † 1727, og hustru Maren Pedersdatter, † 1728.
På kirkegården er begravet præsten Kristen Nielsen, † 1899, og friskolelæreren og husmandsføreren Peder Pedersen, † 1933. Desuden er det værd at bemærke et par gravplader udført i støbejern, der står nord for kirken.